Essens i eksil – Ego på spring

Om person og person-lighed

Af autoriseret psykolog Henrik Juul

 

Denne artikel introducerer de områder krop & essens- integrerende psykoterapi, f.eks. Body’nEssence Re-Sourcing Therapy arbejder i.

 

Den indre person – værensniveauet

 Krop & essens-integrerende psykoterapi kommunikerer med bevægelserne i en oprindelig værensdimension, der befinder sig i den menneskelige kerne under personlighedslaget.

Denne dimension kaldes af nogle traditioner for: sjælen; essensen, vores oprindelige natur; den ægte personlighed; det sande selv, menneskets kerne, det indre menneske.

I denne kontekst vil jeg mest anvende betegnelsen den indre person.

 

 

Ego-personligheden

Uden om vores oprindelige natur, den indre person, opstår i opvæksten strukturer og mekanismer der i nogen grad kan ligne den indre person, men som ikke er det. Person-ligheden.

Som også kaldes egoet, den falske personlighed, the worldly self, den ydre person, m.v.

Her bruges i flæng betegnelserne personligheden og ego’et eller slet og ret ego-personligheden.

Denne består hovedsagelig af tillærte tanke- og adfærdsmønstre, betingninger og psyko-biologiske forsvarssystemer.

Personligheden rummer kompetencer, der er absolut nødvendige for at fungere i den samfundsmæssige kontekst, og som samtidig har installeret sig som et komplekst system af forstyrrelser og blokeringer af den medfødte livskraft.

Den sunde personlighed navigerer og styrer sig gennem livet på basis af løbende kommunikation med sin indre person.
Ubevidste eller forstyrrede personligheder drives i højere grad af automatiske reaktioner fra de tillærte styreprogrammer.

 

Sjælens møde med verden

Barndommen er kendetegnet ved et intenst arbejde med at lære fra omgivelserne. De første par måneder i livet har barnet, i de fleste tilfælde, relativ frihed til at fortsætte fostertilstandens sammensmeltede enhedsoplevelser med moderen. Hendes stemme, puls, brystet, sansningen af hendes varme, duft m.v.

Det sunde barn kommunikerer dynamisk med moderen, samtidig med at det endnu befinder sig i en non-konceptuel, før-sproglig tilstand. Det oplever i denne periode at være i grænseløs enhed med det omgivende samfund, ligesom da det i fostertilstanden ikke kunne differentiere mellem sig selv og moderen. Dengang havde det heller ikke nogen bevidsthed om et selv, som ikke indbefattede omgivelserne.

Mor er mig og jeg er mor. Vi er ét.

Ydre påvirkninger foregår lige fra undfangelsesøjeblikket, og kan have betydningen for hele livsforløbet. Ikke desto mindre kan vi opleve at barnet i sine første livsmåneder stadig er en – nogenlunde– uforstyrret råvare, som endnu ikke er blevet præget afgørende af omgivelserne. Det lille menneske er på dette tidspunkt i livet den mest oprindelige udgave af den sjæl, der er kommet til verden, og som gennem hele livet skal bruge sit stofskifte med omgivelserne som aktiverende stimulation til at fortsat at inkarnere her, til at udfolde og manifestere sit medfødte potentiale.

Selvom barnet endnu ikke kan skelne mellem sig selv og andre, ses det dog tydeligt, at det er sin helt egen. Det har sin særegne energi, temperament, udstråling og væremåde som er klart forskellig fra andres.

Endskønt det spæde barn i høj grad har brug for og er afhængig af sine omgivelser, er man ikke i tvivl om, at det er et selv, som er ankommet fuldt opladet med sine egne esentielle kvaliteter.

Omgivelserne registrerer og påvirkes af udstrålingen fra disse kvaliteter, essensen, barnets medfødte livskraft. Er vilde med det, elsker det. Kysser, krammer, nusser og står på hovedet for det. Selv om et spædbarn er en stor og krævende opgave for forældrene, modtager disse enormt meget fra barnet. De nyder godt af barnets essens, og oplever ofte i et vist omfang få re-aktiveret noget af deres egen essens.

Hvad er sådan et lille væsen udstyret med til at opstarte sit liv? Hvad er det for nogle ”kom godt i gang med livet” – remedier det fødes med?

De mest tydelige essens-ressourcer forekommer at være kompetencer i at kommunikere og skabe kontakt, til at give og modtage kærlighed, til at stille krav, og til at udtrykke følelser direkte og klart. Desuden mod, naturlig vilje og kraft.

På et tidspunkt bliver omgivelserne typisk mere krævende over for den lille ny. Barnet oplever gradvist – og mere eller mindre ubehageligt – at der ikke bare er en naturgiven overflod af kærlighed, næring, kontakt og omsorg til rådighed. Men at omverdenen også f.eks. kan reagere med grader af tilbagetrækning heraf.

Belønning og straf introduceres.

 

Person-lighedens dannelse

Jeg vil ikke her gå ind i en detaljeret udviklingsbeskrivelse, blot pege på nogle betydningsfulde strukturelle forandringer der finder sted i barnets psyke.

Den nye, ydre ”livmoder” består nu af den omgivende familie, der bærer og formidler samfundets kompleksitet af anvisninger, støtte og hjælp, præmisser, normer, regler, love, metoder og fiduser. Dette udgør grundsubstansen af den ernæring, der er med til at danne den ydre person, ego-personligheden, og er i de fleste tilfælde optagelseskriterier, eksistensbetingelser og overlevelsesadfærd i forhold til samfundet.

Parallelt med den ydre persons dannelsesproces udgør livets positive og negative begivenheder, krav, udfordringer, konflikter, vanskeligheder, m.v. den kontekst, hvori den indre person har mulighed for at vokse og modnes. Sandkornene, der er den absolutte forudsætning for at perlen skabes i muslingen.

Sammen med kroppens naturlige vækst og hjernens og nervesystemets fortsatte udvikling, resulterer barnets samspil med omgivelserne i en række parallelle indlæringsprocesser. Dels finder de sted fordi barnet slet ikke kan lade være med at absorbere den nærmeste kreds’ mimik, lyde og adfærd, og dels er de produkter af omgivelsernes aktive sprog- og adfærdstræning.

Der foregår nu en nærmest ufattelig hurtig indlæringsproces og intellektuel udvikling, som fylder godt med materiale udenom den oprindelige råvare, den indre person.

At barnet inderst inde stadig er sin egen person, kommer dog vedholdende til udtryk for omgivelserne via dets helt unikke væsen, herunder typiske forholde- og reaktionsmåde over for begivenheder i dets verden.

 

Essens

Her bruges betegnelsen essens i betydningen nærværende, substantiel eksistens. Livets følte nærvær. Vores ægte natur.
Den livskraft samt bevidstheds- og værenskvaliteter, som ligger bag – er dækket og i en eller anden grad fortrængt af – individets personlighed.

Et menneskes essens har forskellige aspekter, f.eks. vilje, styrke, kærlighed, glæde, bevidsthed, stilhed og medfølelse.

Den essentielle substans’ muligheder er overvældende, dens kreativitet er ubegrænset, dens dybde er uendelig og dens intelligens er grænseløs” (A.H. Almaas).

 

Barnet lærer gennem de tidligste leveår at begribe og at kommunikere med omverdenen ved hjælp af systemer af ord og begreber. I oplevelsen af varierende udbud af subtile, sofistikerede eller grovkornede straf/belønnings-signaler sine medmennesker, lærer det at dets opførsel og handlinger mødes med +/- reaktioner.

 

Det får i disse år sine allerførste erfaringer med nederlag, skam og værdiløshed. Det kan frygte udstødelse eller latterliggørelse, og det indøves i at sammenligne sig med andre og i den forbindelse føle glæde, jalousi, fortabthed, vrede, sorg, opgivelse eller konkurrencetrang. Det får sine erfaringer med følelsen af ikke at have det, der skal til. Oplevelser af, at essensen ikke længere er nok, samtidig med at det endnu ikke har lært teknikkerne til at håndtere denne verden, læs: et ego.
Det lærer at der er grænser. At andre mennesker har grænser og at det selv kan/må/er nødt til at sætte nogle.

Det lærer, at der er grænser for dets egen formåen. At det ikke bare kan alt det, som det ser andre gør.

Det opdager, at der er former for ubehag og savn udover mangel på føde og nærkontakt. At det – når det åbent giver til omgivelserne ud fra dets essens – kan blive mødt (eller rettere ikke-mødt) med afvisning, hån, straf, vold. At det kan blive snydt og narret, føle sig såret og udsat.

På trods af mange kærlige menneskers beskyttelse, kan det, alt i alt, føles som en brutalt ankomst for et totalt åbent, følende og sårbart væsen.

 

Essensens landsforvisning

Efter mange forsøg på at forblive åben, opdager barnet metoder til at nedsætte smerten, sorgen, savnet. Der indbygges i adfærdsrepertoiret et system at psykiske og kropslige forsvarsmekanismer, som også hjælper det til at overleve med en egen form for værdighed i behold.

Mens disse kræfter arbejder, bliver barnets /den unges primære opmærksomhed tvunget mere og mere kronisk ud i det sociale felt. Denne stærke ydre-orientering formindsker gradvist kontakten til den indre person.

Dette medfører bl.a. en aftagende og væsentlig svagere kontakt med den medfødte forsyning af essentielle ressourcer. De forskellige kvaliteter af denne naturlige livskraft skubbes i baggrunden, fordi de ikke kan rummes af omgivelserne, eller ikke har status.

Samtidig tilsidesættes eller overtages den indre persons egen indre autoritet og dømmekraft af et ekspanderende over-jeg, der mest af alt dirigerer og kritiserer.

Denne neddrosling eller fortrængning af essens-ressourcerne bevirker en aftagende evne til at hvile i og handle ud fra en indre selvsikkerhed og naturlig styrke.

Når situationer håndteres fra ego-niveau og ikke på basis af essens, udebliver, som oftest, den forventede indre vækst og glæde.

I stedet tvinges ego’et af over-jeg’et ind i ulidelig nærkontakt med sin utilstrækkelighed.

 

“Huller”

Fornemmelsen af at essensen siver ud og energien aftager, skaber allerførst et stort vacuum indeni, en tom følelse af afmægtighed. Næsten samtidig med denne dekomprimering af naturkraften – deprimering – følger en umådelig stor ked-af-det-heds-følelse. Det er lige her, at systemer af psykologiske og fysiske forsvarsmekanismer sætter ind, for at minimere den dybe smerte og igen gøre personen handledygtig.

I A.H. Almaas’ Diamond Approach sprogbrug hedder det, at der opstår ”essens-huller”, som egoet oplever er totalt uudholdelige at opholde sig i, og som det etablerer adskillige ringmure af forsvar udenom. Så snart man er i nærheden af et sådant hul, reagerer hele organismen med stærk arousal, svækkelse eller stivnen.

Et hul er altså følelsen af, at essensen som naturlig bærekraft er blevet utilgængelig, er fraværende i situationer, hvor den er påkrævet. Hvor der førhen var til stede som styrke, føles nu kun vacuum og mangeltilstand, utilstrækkelighed og mindreværd.

For at modvirke et ubehageligt ophold her, forsøger egoet at fylde hullet op med alskens overspringsbevægelser og defensive manøvrer ved brug af essenssubstitutter og pseudovirkelighed.